Sikkerhedsinstruktioner, kanoudlejning


Kanosejlads er ikke risikofrit, derfor bedes du læse følgende, for at få den bedst mulige oplevelse på åen.

Vær opmærksom på, at al sejlads foregår på eget ansvar, hvilket vil sige, at du er dækket af din egen ansvars- og ulykkesforsikring. Aafartens Kanoudlejning kan aldrig drages til ansvar for anden parts handlinger.

Sejlads på Odense Å er relativt sikkert. Tjek vejrudsigten inden du sejler og vær altid opmærksom på skiftende vind- og vejrforhold samt væltede træer o.lign. Sikr dig samtidig at alle i kanonen kan svømme, og at redningsvesten er korrekt fastspændt inden du kommer på vandet.

Ubetinget vigepligt overfor Aafartens turbåde:
Odense Aafart sejler med deres turbåde på strækningen mellem Erik Bøghs Sti i Fruens Bøge og Munke Mose. Hold god afstand til turbådene, og sejl ind til siden, når du ser dem komme. Turbådene har ikke mulighed for at navigere udenom dig, og de kan ikke sejle væk fra sejlrenden. Du har derfor ubetinget vigepligt overfor Aafartens turbåde.

I tilfælde af ulykke:
Hvis uheldet er ude, skal du som udgangspunkt altid kontakte politiet først og oplyse din lokation så godt om muligt.

Hav derfor altid en fuldt opladet mobil med i kanoen i tilfælde af ulykke. Vi anbefaler at du downloader Danmarks officielle 112-app. Via appen kan du nemlig ringe til alarmcentralen og sende dit GPS-signal samtidig. (appen er gratis). Mobil, pung og andre værdigenstande kan med fordel pakkes i en vandtæt drybag.

Dit liv er altid det vigtigste. I tilfælde af kæntring sørg derfor for at komme i land så hurtigt som muligt. Bjærgning af udstyr har anden prioritet.

Skader på udstyr:
Ridser og skrammer ved korrekt brug af kano og udstyr betragtes som alment slid. Bortkommet udstyr og/eller groft hærværk skal erstattes/repareres for egen regning. Det er ikke tilladt selv at lappe på udstyr og redningsveste med gaffatape.

Ved tilfælde af defekt eller beskadiget udstyr ved afhentning, kontaktes Aafartens Kanoudlejning på det telefonnummer der er angivet på kanoerne. 

Påklædning:
Det er vigtigt at være klædt rigtigt på, når du sejler i kano. Tøjet skal give dig en god bevægelighed, men samtidig også holde dig varm og beskytte mod vind og vejr. Vi anbefaler derfor at klæde sig på i lag - så er det lettere at regulere i forhold til vejrsituationen. Selvom vejret er godt, er det også vigtigt at have godt fodtøj på, som kan tåle at blive vådt. Vi anbefaler desuden altid at medbringe solhat, kasket, solcreme og drikkevand.